Hele Gastrominoen 4 dage
På Gastrominoen er der fokus på bæredygtighed, lokale oplevelser og de dygtige, passionerede ildsjæle, som driver de steder, I vil besøge undervejs. Vi giver jer et indblik i den korte vej fra jord til bord, præsenterer jer for små lokale producenter af høj kvalitet og viser jer nogle af de mest fabelagtige og unikke steder i Nordsjælland.
Turen starter og slutter ved Falkendal Glamping, hvor I begiver jer ud på fire dages cykling i behageligt tempo gennem det smukke og varierede nordsjællandske landskab. I vil opleve storslået natur, marker og enge, hedelandskaber og Troldeskov, og I får mulighed for at bade i Øresund, Kattegat og Roskilde Fjord.
Jeres bagage transporteres mellem overnatningsstederne, så I kan fokusere på at nyde de mange oplevelser, vi har planlagt for jer – med plads til spontane stop og forfriskende badeture undervejs.
Undervejs overnatter I på Danhostel Helsingør, som ligger smukt ved vandet med udsigt til Kronborg, i glamping-telt i fredelige omgivelser tæt på skov og sø samt på Frederiksværk Hotel, hvor komfort og atmosfære danner den perfekte afslutning på eventyret.
### Turens program
**Dag 1:**
Fra Falkendal Glamping cykler I nordpå, og eventyret begynder med et besøg på Humlebæk Mikro Mejeri, hvor I smager på deres fantastiske oste. Derefter venter frokost på Årstidernes gård i Humlebæk, inden turen går videre til Mats Vinyard, hvor I oplever vinproduktion i autentiske omgivelser. En afstikker til Peter Beier Chokolade ved Gurre Slot fuldender dagens oplevelser, inden I når Helsingør og spiser aftensmad på havnen.
Overnatningen foregår på Danhostel Helsingør, som ligger idyllisk ved vandet med udsigt til Kronborg. Her kan I nyde roen og den maritime stemning, inden næste dags eventyr begynder.
**Dag 2:**
Dagen starter med en kop kaffe på Strandvejs Risteriet, som ligger smukt ved Kronborg. Her kan I nyde den gode kaffe og atmosfæren, inden cykelturen fortsætter langs kysten.
På strækningen fra Helsingør cykler I gennem Hornbæk Plantage, hvor de smukke sandstrande inviterer til et forfriskende badestop. Her kan I tage en svalende pause, før turen fortsætter mod Hornbæk.
I Hornbæk passerer I charmerende kystområder, inden cyklingen fortsætter til frokost på Esrum Kloster. Herefter følger en naturskøn strækning gennem skov og historiske levn, inden I ankommer til Thornæs Destilleri og Kagerup Most. Her venter smagning af most, lemonade, gin og whisky.
Aftenen tilbringes i et hyggeligt glamping-telt, hvor I kan nyde roen og omgivelserne efter en dag fyldt med oplevelser.
**Dag 3:**
Dagen starter med morgenmad, før I besøger mikrobryggeriet Det Våde Får. Dernæst cykler I langs kysten gennem Den Danske Riviera, med stop i Tisvilde Hegn og den eventyrlige Troldeskov. Frokosten nydes i Dyssekilde Økosamfund på Torup Spisehus, efterfulgt af besøg hos Tothaven, hvor I smager på deres berømte is lavet på gedemælk. Turen går videre via Kikhavn og Hundested, før I når Frederiksværk Hotel, hvor komfort og hygge venter jer efter en begivenhedsrig dag.
**Dag 4:**
Efter morgenmad går turen til Ågabet, hvor I tager cyklerne med ombord på M/S Frederikke og sejler tværs over Arresø til Ramløse, mens I nyder frokosten. Fra Ramløse Havn cykler I langs Arresø til Garbolund, hvor I smager naturvin, inden den sidste strækning bringer jer tilbage til Falkendal Glamping, hvor turen afsluttes med minder om en fantastisk rejse gennem smag, natur og historie.
