Dagstur på Gastrominoen Halsnæs
Turen kører om lørdagen og er 35km lang
Rejsen begynder ved Ågabet ved Arresødal, som er både navnet på den lille kanal og det gamle fiskerleje, der nu fungerer som Besøgscenter for Danmarks største sø, Arresø.
Hos Ågabet Outdoor Center starter dagen med en kop kaffe, hvor I modtager cykler og kort, mens dagens oplevelser bliver gennemgået.
Første del af ruten leder jer gennem Arresødal, videre til Frederiksværk by, og langs Roskilde Fjord til Thorup Marked – et levende marked for lokale fødevarer. Her får I tid til at udforske på egen hånd, inden en rundvisning hos Dyssekilde Økosamfund. Denne økologiske landsby, Danmarks ældste, huser over 200 indbyggere i 90 unikke boliger.
Efter besøget fortsætter turen ad charmerende landeveje gennem Tømmerup Landsby til Hundested, hvor frokosten serveres på Knud – Spisehus.
Efter frokosten går ruten forbi Knud Rasmussens Hus og det maleriske Kikhavn til besøgsgården Tothaven. Her er stedet kendt for deres prisvindende gedeost og lækre is lavet på gedemælk, som I kan nyde sammen med en kop kaffe.
Resten af ruten følger Nordkysten til Liseleje, hvor der er mulighed for en dejlig badetur, inden I afslutter ved Ågabet.
