Smagen af Halsnæs – fra fjord til kyst og sø

En stemningsfuld cykeltur gennem nogle af Nordsjællands smukkeste kyst- og fjordlandskaber, hvor natur, gastronomi og lokale oplevelser går op i en højere enhed. Dagen afrundes med en hyggelig sejltur på Arresø, Danmarks største sø, som sætter et helt særligt punktum på oplevelsen.

Turen bringer jer tæt på de mennesker, der hver dag er med til at skabe smagen af Halsnæs. På Thorup Marked møder I lokale producenter og fødevarehåndværkere, mens Det Våde Får byder på smagsoplevelser med rødder i den nordsjællandske natur. I Hundested venter en velfortjent frokost på Knud Spisehus, omgivet af den levende stemning ved havnen.

Undervejs følger ruten kysten forbi Knud Rasmussens Hus og det idylliske fiskerleje Kikhavn, inden I når Liseleje. Her er der tid til kaffe, is og en afslappende pause ved stranden, ligesom der er mulighed for et forfriskende bad i Kattegat på varme dage.

Fra Roskilde Fjord til Kattegats åbne kyster oplever I et landskab i konstant forandring med strandenge, klitter og vidtstrakte udsigter. Sidst på dagen går turen til Ramløse Havn, hvor cyklerne tages med om bord, og I stævner ud på Arresø. Sejlturen til Ågabet giver ro til at lade dagens mange indtryk synke ind, mens i nyder i en eftermiddags drink.

Dagen er en oplevelse for alle sanser, hvor lokale råvarer, autentisk værtskab og store naturoplevelser går hånd i hånd og giver et levende indblik i et af Nordsjællands mest charmerende områder.

Praktisk:

  • Pris: 1.295,- per pers.
  • Turen er på egen hånd
  • Turen kører hver anden lørdag fra juni til september i ulige uger
  • Start kl. 9.00 og slut kl. 17.00 ( 8 timer)
  • Turen er 40km
  • Mødested: Ågabet Outdoor Center. Sørupvang 24, 3300 Frederiksværk
  • Muglighed for badestop undervejs