Cyklerne

Hvor meget kan jeg medbringe på cyklen?
På alle Gastrominoens cykler er der monteret en fronttaske, hvor du kan have regntøj, lidt snacks, en extra trøje eller lignende. Der vil også være plads til badetøj og et håndklæde, hvis du skal have en dukkert undervejs.Der er desuden flaskeholder samt steltaske, hvor der også kan være drikkedunk.

Skal jeg være i god form for kunne deltage i turen?
Du skal blot være vant til at cykle. Det er ikke hårde, lange eller anstrengende at cykle på Gastrominoens ture. Og hvis du foretrækker det, så er der mulighed for at cykle turene på el-cykel. Afstandene mellem de forskellige stops er max. 10-12 km og en dagsetape er på max 50 km.

Er der cykelhjelm?
Det er muligt at låne cykelhjelme hos os på vores kontor. Hvis du selv har en cykelhjelm, så er det også muligt at medbringe denne.

Ruten

Hvor lange afstande cykler man?
Gastrominoens ture har forskellig længde. Den længste tur ”Nyd og indtag hele Gastrominoen” strækker sig over fire dage og den totale tur er på ca.150 km. Du cykler max 50 km om dagen, og der er højst 10-12 km mellem de forskellige stops og smagninger undervejs.

Hvor meget cykler man per dag?
Afstandene på Gastrominoens ture varierer fra tur til tur. En dagetape er på max 50 km, og der er højst 10-12 km mellem forskellige stops.

Hvordan er forholdene man cykler i – er det trafikeret?
Du cykler hovedsageligt på grus-og landevej på Gastrominoens ruter. Der kan forekomme enkelte korte strækninger på Single Track og Hovedveje, men som udgangspunkt er ruterne lagt så naturrigt, grønt og smukt som det er muligt.

Kan man købe turen uden overnatning?
Vi har flere forskellige ture på Gastrominoen. Hvis du ønsker at opleve den smukke natur og de dejlige steder vi besøger undervejs uden at overnatte, anbefaler vi at kigger på disse ture, som er er lavet som 1-dagsture uden overnatning

Er børn tilladt på turen?
Selvom de fleste børn godt ville kunne cykle turen, så anbefaler vi ikke turen til børn. Det skyldes primært de steder, som vi besøger på ruten. Det er ikke hensigtsmæssigt, da de steder vi besøger undervejs, inkluderer prøvesmagninger på lækre vine/snaps/whisky/gin m.m. Vi afviser dog ikke, at vi vil lave lignende ture med et mere børnevenligt fokus på et tidspunkt.

Kan jeg købe turen med guide?
Ja, det er det bestemt. Alle Gastrominoens ture er planlagt både med og uden guide, og kan bookes på vores hjemmeside. På de guidede ture, vil der være guide med på hele turen. Udover at have styr på ruten og praktik undervejs, så vil guiden også være tovholder, når middagen skal laves, så på vores guidede ture bliver I serviceret godt og grundigt.

Er det muligt at lave en privat tur eller firmatur?
Det kan sagtens lade sig gøre at bestille en privat tur. I skal blot være min. fire personer for at vi kan lave en privat tur til jer. I kan bestille de private ture på hjemmesiden. Hvis I har spørgsmål til disse ture, så kontakt os endelig på info@gastrominoen.dk

Overnatningsstederne

Hvordan overnatter vi?
Der er tre overnatningssteder på vores 4-dages tur og to overnatningssted på vores 2½dages tur. De tre overnatingssteder er i henholdsvis Glamping telte, hvor der er senge med pude og dyne, MKP campingvogne eller den ombyggede bus, hvor der ligeledes er senge med dyne og pude samt på Danhostel i Helsingør, hvor I overnatter i værelser (med senge, dyne og pude) baseret på det antal personer I har bestilt turen til.

Er der bad og toilet?
Der er ikke toilet og bad i Glampingteltene, men der er fællestoilet og en primitiv udendørsbruser på området ved Haldbjerg ved Solbjerg Sø. På Byaasgaard Camping er der ikke toilet i vognene, men der er fælles toilet og bad på Campingpladsen. På Danhostel i Helsingør er der bad og toilet på gangen.

Kan vi købe noget de steder vi overnatter?
Der er ikke indkøbsmuligheder på Haldbjerg ved Solbjerg Engsø. Det er dog muligt at købe vin, øl og vand af personalet. Vi råder dig derfor til at du inden turen starter eller hjemmefra har indkøbt det I skal hygge jer med om aftenen her. På Byaasgaard Camping er der en mindre butik med lokale produkter, drikkevarer og andre fornødenheder. Hvis I besøger Thornæs Destilleri, kan I f.eks købe Gin og tonic med til de kommende aftener.  På Danhostel i Helsingør bor du tæt på byen og der er et væld af indkøbsmuligheder i umiddelbar nærhed af vandrehjemmet.

Hvilke faciliteter er der på overnatningsstederne?
Der er senge med dyne og pude, samt nyvasket linned på sengene på samtlige overnatningsstederne. Der er opstillet små kits med salt/peber, olie og det mest nødvendige, ligesom der er glas, service og bestik, samt opvaskemiddel og opvaskebørste.

Der er ligeledes strøm på alle overnatningsstederne til opladning af mobiltelefoner og evt. cykelbatterier.

Skal jeg medbringe dyne/sovepose?
Det er ikke nødvendigt at medbringe dyne eller sovepose og ej heller linned. Der er dyne og pude, samt nyvasket linned på sengene på samtlige af de overnatningssteder, som vi bruger på Gastrominoen.

Hvordan transporteres bagagen mellem overnatningsstederne?
Vi transporter jeres bagage i vores elbil, så det er fremme til jer, når I ankommer. Når I forlader overnatningsstedet, sørger vi ligeledes for at det bliver kørt til næste overnatningssted eller retur til vores kontor i København. Bemærk venligst, at når I forlader overnatningsstedet, så er det ikke muligt at komme til bagagen i løbet af dagen. Sørg derfor at have det med jer, som I får brug for i løbet af dagen.

Er der Strøm og WiFi på overnatningsstederne?
Der er ikke WiFi på Haldbjerg ved Solbjerg Sø, mens der er WiFi på Byaasgaard og på Danhostel i Helsingør. Der er strøm på alle tre overnatningssteder, så mobiler, evt. cykelbatterier og lignende kan oplades.

Er der håndklæder?
Der er ikke håndklæder på vores overnatningssteder, så disse bedes du selv medbringe.

Er der toiletpapir?
Der er toiletter og toiletpapir på alle overnatningsstederne, ligesom det vil altid være muligt for at benytte toilet på de steder I besøger undervejs, så der er ikke behov for at medbringe toiletpapir.

Smagningerne

Bliver jeg fuld på smagningerne?
Du bliver ikke beruset af de smagninger, der er planlagt undervejs på Gastrominoens ruter. Det er smagningerne og de smagsprøver I får er i mindre mængder, så man ikke bliver fuld af dem.

Kan jeg cykle selvom jeg har været til øl/gin/snapsesmagning?
Ja, det kan du sagtens. De smagninger, som vi har planlagt på turene, vil give mulighed for at smage på de forskellige produkter, men serveres ikke i en mængde, så du bliver beruset.

Maden

Jeg er vegetar/veganer. Kan der tages højde for det?
Ja, det kan der godt. Inden turens sender vi detaljerede informationer ud til vores gæster. Her beder vi jer om at angive, hvis der er specielle forhold undervejs som vi skal være opmærksomme på, herunder også ønsker om vegetar/veganermad til måltiderne. Vi forsøger såvidt det er muligt at efterkomme allergener. Skulle du have spørgsmål inden turens start, er du naturligvis altid velkommen til at ringe eller skrive til os.

Er drikkevarer inkluderet i turens pris?
Der er drikkevarer inkluderet på smagningerne. Ved frokost er der inkluderet et glas vin/øl/sodavand per person, Drikkevarer udover dette er ikke inkluderet. Drikkevarer til aftensmåltiderne er ikke inkluderet.

Skal jeg selv have salt og peber med til Måltidskurvene?
Der er opstillet små kits med salt/peber, olie og det mest nødvendige, når I skal overnatte, ligesom der er glas, service og bestik, samt opvaskemiddel og opvaskebørste.

Skal jeg selv vaske op efter måltiderne?
Du vil selv skulle klare opvasken efter måltiderne, som I selv har tilberedt på Haldbjerg ved Solbjerg Sø samt på Byaasgaard Camping. Der er opvaskemiddel og opvaskebørste begge steder. Du vil ikke skulle i køkkenet og vaske op efter de lækre frokoster på de spisesteder vi besøger undervejs 😊

Hvad indeholder Måltidskurvene?
Måltidskurvene indeholder kød og grønt fra lokale producenter, som er forberedt til at kunne komme på grillen.

Praktisk info

Bliver turen aflyst hvis det regner?
Gastrominoens ture bliver ikke aflyst i tilfælde af regn eller dårligt vejr. Vi anbefaler at I holder nøje øje med vejrudsigten i dagene op til at I skal afsted, og at I planlægger jeres påklædning og pakkerier efter denne.

Hvad skal jeg medbringe?
Det er ikke altid let at vide helt præcist hvad og hvor meget man skal medbringe på sådan en tur, da meget jo også afhænger af vejret. Vi har lavet en pakkeliste, som forhåbentlig kan være til hjælp og inspiration. Se den her

Har I en pakkeliste?
Vi har lavet en pakkeliste med nogle af de ting, som vi synes er gode at medbringe. Denne liste er ikke utømmelig og blot at betragte som inspiration. Se den her

Kan jeg oplade min mobil?
Det er ikke muligt at oplade sin mobil undervejs på ruten, så vi anbefaler at I medbringer en Powerbank. På overnatningsstederne er det det muligt at oplade telefoner, da der alle tre steder er strøm.

Kan jeg komme i kontakt med jer undervejs?
Det er naturligvis muligt at komme i kontakt med os undervejs. Skulle der opstå noget akut sent om aftenen/natten, så anbefaler vi at I kontakter overnatningsstedet.

Kan jeg parkere bilen ved jeres kontor i København?

Vi anbefaler ikke at I tager bilen til vores kontor/butik i København. Det kan være både svært og dyrt at finde parkering i centrum. Vi anbefaler i stedet at I tager toget til vores kontor, som blot ligger et par minutters gang fra Nørreport Station.

Kan jeg parkere bilen ved Hillerød Station?
Det er muligt at parkere bilen ved Hillerød Station, hvis I kommer hertil i bil. Der er gratis langtidsparkring ca. 400 meter fra Stationen ved Teglgårdssøen.

Betaling

Hvornår skal turen betales?
Når du bestiller en af Gastrominoens ture, betaler du samtidig med bestillingen.